NATO blev skabt i tiden efter 2.Verdenskrig, hvor der herskede stor tvivl om det krigsramte Europas fremtid. Fascismen havde tabt og tilbage stod den sovjetiske kommunisme og det vestlige liberale demokrati som sejrsherrer. Kommunismen stod stærkt i en række europæiske stater, herunder Italien, Grækenland og Frankrig. Sovjetunionens isolationistiske kurs samt udemokratiske kontrol over dets nabolande affødte Winston Churchill’s berømte tale i Fulton1946 – ”From Stettin in the Baltic to Trieste in the Adriatic an iron curtain has descended across the Continent” – et jerntæppe havde sænket sig gennem kontinentet. Med det sovjetisk støttede statskup i Tjekkoslovakiet i 1948, hvor den demokratisksindede regering blev væltet, iværksatte den amerikanske præsident, Harry S. Truman en række tiltag om øget amerikansk tilstedeværelse i og støtte til Europa. Dette resulterede bl.a. i tilblivelsen af Marshall Planen – et økonomisk hjælpeprogram, tilbudt alle krigshærgede nationer i Europa. Dog afviste Sovjetunionen Marshall Planen og blokerede dets satellitstater fra at modtage denne. Året efter blev den transatlantiske forsvarsalliance NATO dannet i 1949 – med Danmark som stiftende medlem.
NATO’s oprindelige formål var nok ikke formuleret så tydeligt, men skulle mindske kommunistisk indflydelse på kontinentet samt afskrække et eventuelt sovjetisk angreb. Som den første generalsekretær, Lord Ismay, populært ytrede om organisationens formål: ”At holde russerne ude, amerikanerne inde og tyskerne nede”.
Med Vesttysklands medlemskab i alliancen i 1955 skabte Sovjetunionen og dets satellitstater Warszawapagten som modvægt til NATO-alliancen. Denne magtbalance mellem NATO og Warszawapagten viste sig utrolig stabil og gav en anspændt, men lang fredelig periode i Europa – Den Kolde Krig. De ideologiske stridigheder mellem Sovjetunionen og USA blev derimod udkæmpet andetsteds i de såkaldte stedfortræderkrige bl.a. i Korea, Vietnam og Afghanistan.
