Allerede før Første Verdenskrig havde der været forsøg på at skabe en international organisation, der kunne skabe fred imellem stater. Efter krigen grundlagde man derfor Folkeforbundet på bl.a. amerikansk initiativ. Det viste sig desværre at være ret ineffektivt, da bl.a. flere stormagter ikke var medlemmer, og det ikke lykkedes at forhindre en lang række krige i mellemkrigstiden og heller ikke konflikterne op til 2.Verdenskrig. De første tanker om ”De Forenede Nationer” – eller rettere, United Nations – blev fremsat af den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt. Allerede i 1942 midt under Anden Verdenskrig blev det den officielle betegnelse for de allierede magter, der kæmpede sammen.
På slutningen af krigen afholdtes en række konferencer med den største og vigtigste i San Francisco i juni 1945, hvor delegationer fra 50 forskellige lande mødtes og udfærdigede FN’s Charter. Dette er med sine 111 artikler grundlaget for De Forenede Nationer – en slags grundlov. Heri beskrives FN’s forskellige hovedorganer, deres roller i FN og i verden, hvordan beslutninger træffes og hvilken rolle regionale institutioner spiller i FN. Desuden er et anført, hvordan konflikter kan afgøres, hvilket for de senere missioner var afgørende.
Charteret blev d. 26. juni 1945 underskrevet af Danmark og 49 andre nationer og kort herefter af Polen, før det blev ratificeret af de deltagende lande. D. 24. oktober var det hele på plads med nu 51 deltagende medlemmer i De Forenede Nationer – verdens største internationale organisation. Formålet var og er den dag i dag at gøre en ende på krig, fremme fred og retfærdighed og et bedre liv for hele menneskeheden.
