I 1951 indgik Belgien, Frankrig, Vesttyskland, Italien, Luxemburg og Holland i det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og i 1957 i det Europæiske Økonomiske Fællesskab. Grundidéen var ønsket om samarbejde og økonomisk integration mellem medlemslandene, hvilket skulle danne grundlag for et stabilt, rigt og fredeligt Europa. To store krige i Europa havde været en lærestreg. Sammen med det Europæiske Atomfællesskab fra 1957 blev de tre organisationer i 1967 fusioneret i en overstatslig organisation kaldet Det Europæiske Fællesskab (EF), hvis mål var større økonomisk, politisk og juridisk integration i Europa. I 1973 skete den første udvidelse af EF, hvor Danmark, Irland og Storbritannien blev medlemmer.
Med Maastrichttraktaten i 1993 dannede 13 EF-medlemmer den Europæiske Union (EU), hvori EF indgik som den første af tre politiske “søjler” i EU. De to andre “søjler” var den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og politi- og strafferetligt samarbejde.
EU’s mål er at fremme fred, demokratiske og liberale værdier samt befolkningers velfærd. Med Maastrichttraktaten oprettedes der bl.a. en fælles økonomisk og monetær union, som har til formål at sikre det indre marked blandt medlemslandene.
Dannelsen af EU markerede således første gang, at udenrigs- og sikkerhedspolitik for alvor blev en del af den europæiske integrationsproces, selvom det faktisk lå som undertone i de oprindelige tanker, hvor samarbejde, samhandel og integration skulle være med til at hindre krige og stridigheder. Ved den danske folkeafstemning om fjernelse af forsvarsforbeholdet kan Danmark nu deltage i EU militære missioner. Gennem perioden med forsvarsforbeholdet har Danmark dog været en stærk bidragsyder i EU’s civile missioner, herunder politi- og observatørmissioner.
